Mennesker har en tendens til at kategorisere andre mennesker, steder og ting som enten store eller ikke så store. Det må være en del af vores følelsesmæssige natur at skulle definere alt og alle? Boksning? Muhammad Ali mod Joe Louis? Hvem ville vinde? Ali mod Marciano? Ali mod hvilket som helst navn, du indsætter her. Ali mod Tyson – den unge Tyson? Nogle gange kan disse debatter blive… ja, temmelig barske. Jeg deltager sjældent i dem. Men jeg er bestemt opmærksom på dem.
Hvad er verdens største bygning? Den højeste? Den bredeste? Den smukkeste? Er en pyramide bedre eller pænere end fx Taj Mahal? Hvilken jordhytte har det bedste design i Amazonas?
Spillets verden har også sine store navne. Jeg har mødt nogle af dem. Faktisk har nogle af dem hjulpet mig. En af dem var endda min mentor – eller rettere, tidligere mentor.
Ken Uston mod hvem som helst? Paul Kean? Den enestående "The Arm"? Kaptajnen ham selv?
Poker? Hvem var den største pokerspiller? Hvem vandt flest penge i roulette? Jeg ville ønske, jeg havde svarene på alle disse spørgsmål. Det har jeg ikke. Men jeg har svar på nogle og jeg kan introducere dig for nogle personligheder som jeg mener er tæt på at være legendariske.
De bedste terningekastere gennem tiderne
Ja, nogle spillere kan – gennem træning eller medfødt talent – kontrollere terningernes udfald i craps. De kan rulle vinderkombinationer igen og igen og igen…og igen. Dette kan man dog ikke i card craps, som foregår uden terninger, som du kan se på navnet. Disse legender ved hvad craps er.
"The Arm"
Jeg ville placere "Armen" helt øverst. Jeg har aldrig før eller siden set nogen kontrollere terninger som hun kunne. Interessant nok var hun ikke engang en gambler! Hun var en del af Kaptajnens hold, som bestod af cirka 22 spillere, der ofte spillede i Atlantic City i 1970’erne, 80’erne og begyndelsen af 90’erne.
Kaptajnen bad hende om at kaste terningerne. Han placerede en indsats på pass line for hende, og så gik hun i gang.
Armen kastede. Hun var ikke perfekt – det er ingen – men hendes fornemmelse for spillet var fænomenal. Der var ofte aftener, hvor Kaptajnens hold var ved at tabe det hele, og Armen trak dem ud af krisen.
Når hun trådte ind på et casino, åbnede de andre spillere automatisk en passage foran hende – som Moses, der delte Det Røde Hav. De forventede et mirakel, og ofte fik de ét.
Hendes kast var unikt. Jeg kunne aldrig efterligne det. Tro mig, jeg prøvede. Ingen jeg nogensinde har mødt kunne efterligne det. Det passede til hendes krop, gætter jeg på. Det passede i hvert fald ikke til min. Eller til nogen andres, jeg har mødt.
Jeg ved faktisk heller ikke, hvordan hun stillede terningerne. Da jeg mødte hende, var jeg så betaget, at jeg ikke turde spørge. Jeg var altid i ærefrygt overfor hende. Ja, det var dumt, men hvad kan man gøre? Det ville have virket anmassende at spørge. Man stiller ikke spørgsmål til en gudinde.
Hvor gammel var hun, da jeg mødte hende? Nok i 70’erne.
Jeg forestiller mig, at den herlige Kaptajn og hans hold fortsat spiller craps på den anden side. Og der står hun også: Armen – en kaster uden sidestykke.
Kaptajnen
Han havde engang verdensrekorden i den længste terningerulning – næsten 150 numre i træk.
Kaptajnen havde den største indflydelse på mig. Han lærte mig alt, jeg ved om casinospil. Selvom han primært spillede craps, havde han en skarp forståelse for den typiske gamblers psykologi. Og han lærte mig det. Han lærte mig at undgå gamblingens faldgruber.
Han lærte mig at styre min økonomi og sikre, at jeg havde midler nok til at klare de dårlige perioder. Kaptajnen vidste, at de fleste spillere ikke forstod, hvad husets fordel betød for deres penge. Hans filosofi var enkel: Spillere troede, de kunne vinde, men de satsede på held – og held er lunefuldt. Jeg så det hele tiden. En spiller blev varm, men det varede aldrig længe. Så gik de kolde – og kulden kunne vare evigt.
Da jeg underviste i terningekontrol, blev jeg først skuffet og siden chokeret over, at mange spillere stadig satsede dumt efter undervisningen. De blev advaret … men de fortsatte. Og utroligt nok opmuntrede nogle undervisere dem endda! Jeg stoppede med at undervise, da jeg indså, at det ikke trængte igennem. Så kunne det være ligegyldigt.
Jeg spildte min tid. Disse spillere var gamblere. Kun nogle få kunne virkelig lære terningekontrol – hvis de gav afkald på illusionen om, at man kunne slå indsatser med latterligt høje hus-fordele.
Interessant nok pressede Kaptajnen aldrig sine idéer på nogen. Nogle fra hans hold var vilde gamblere – det var deres valg, sagde han. Nogle spillede endda på spilleautomater!
Men Kaptajnen holdt sig til sin metode. Han påvirkede Jimmy P., som blev en god kaster, da han tæmmede sin indre gambler. Og så var der Armen. Og mig. Og nogle få andre.
Uden tvivl var Kaptajnen den bedste spiller, jeg nogensinde har mødt. Han er for længst væk, ligesom resten af hans hold. Hvis der findes et liv efter døden, venter de på, at Armen dukker op og redder dem igen.
Det var tider.
Jerry "Stickman"
Ved bordet tog Jerry sine høreapparater ud, og casinoets larm forsvandt i ro og mag. Så kastede han sine terninger.
Han var (og er stadig) en fantastisk kaster. Han lavede kun de bedste indsatser og pralede aldrig. En sand professionel. Sådanne typer møder man altså ikke mange af.
Han er også næsten to meter høj. Slank. Lange arme – en krop nærmest skabt til terningekontrol. Når han bøjede sig over bordet, kunne hans arm nå længere end den rigtige stickman - et særegent syn for alle.
Jeg mødte ham, da jeg underviste i terningekontrol og da jeg stoppede, stoppede han også. Vi blev tætte venner, og i mange år mødtes vi i Atlantic City og spillede craps. Nu har vi fået bredere - og andre - interesser.
Jeg har mistet det meste af min interesse for at slå spillene, men jeg nyder stadig at hænge ud på casinoer og hele atmosfæren der omgiver disse. Stickman, min kone AP og jeg rejser stadig sammen. (Dette er også vores kærlige hilsen til Stickmans afdøde hustru.)
Mit liv som Blackjack-spiller
Det bedste blackjack-spil, jeg nogensinde har spillet, fandt sted på Maxim Hotel and Casino i Las Vegas i begyndelsen af 90’erne. Hver kort undtagen ét blev spillet fra én enkelt kortbunke. Når kortene slap op, samlede dealeren bunken og blandede og delte igen.
Spillet havde de bedste regler. Du kunne give op (surrender), fordoble på ethvert par, splitte par og fordoble efter split.
Selv en spiller, der blot fulgte basisstrategien, havde en fordel. Min kone og jeg havde en stor fordel. Vi satsede kun $5 dengang. Vi var nybegyndere i korttælling og opdagede spillet ved et tilfælde – vi boede på hotellet.
Vi havde planlagt en uge i Vegas, men med det spil? Vi blev i otte uger. Spillede to hænder hver, cirka otte timer dagligt. Og hvis du fik blackjack med $5, fik du en polet til brug overalt – selv i den fine restaurant.
Om aftenen øvede jeg så terningekontrol. Det var også dette spil, der førte os til Paul Kean.
Paul Kean
Jeg gik til Gambler’s Book Club og spurgte lederen, Howard Schwartz, om han kendte nogen, der kunne lære mig tricks til dette fantastiske spil. Han præsenterede mig for en medarbejder – Paul Kean.
"Han er den bedste blackjack-spiller i verden," sagde Howard.
Så hvorfor arbejdede han så i en boghandel? Den bedste i verden?
Hans historie – forkortet og redigeret, som han ønskede det – er, at han lærte korttælling i 1970’erne. Han underviste endda Ken Uston – den flamboyante "Blackjack-konge".
Han arbejdede i boghandlen, fordi han var blevet forbudt adgang til næsten alle casinoer i Vegas. De tillod ham kun at satse maksimalt $15.
Jeg fortalte Paul om spillet og inviterede ham til middag med min kone. Han kendte spillet – og gratis mad? Hvorfor ikke.
"Jeg kan lære jer en metode, næsten ingen kender," sagde han. "Den hedder end play."
Dengang tilbød nogle casinoer blackjack med denne type regler. End play var en teknik, man brugte lige før kortene blev blandet igen. Havde du styr på tællingen? Havde du en fordel? Hvordan skulle du satse?
På vores værelse underviste Paul os grundigt. Vi spiste ofte sammen og arbejdede på metoden og på andre aspekter af blackjack. End play var faktisk nemt.
De andre teknikker? Som man siger i Brooklyn: "Forgetaboutit." Jeg kunne ikke mestre dem. Følge kortklumper i shoe-spil? Nej. Klippe kortene så esser kom frem? Hvad? Jeg var ikke Ken Uston – men det behøvede jeg heller ikke være.
Jeg var midt i en skilsmisse og skyldte $40.000.
Hvordan skulle jeg komme ud af det? På en strand i Cape May sagde AP: "Du bliver en berømt forfatter en dag. Penge? Du får aldrig pengeproblemer igen."
Hun fik ret. Vi begyndte som $5-spillere. Snart satsede vi $100 – nogle gange $1.000. Casinoet var imødekommende. Vi spillede fire hænder. Og spiste gourmetmad gratis hver aften.
Da vi skulle hjem, sagde en af casinolederne: "Frank, hvordan har du råd til at forlade det her spil?"
"Jeg, øh … har ikke tabt for meget ..."
"Frank, Frank – hvordan har du råd til at gå. Vi lukker spillet snart." Han vidste præcis, hvad vi havde gjort.
"Jeg savner mine børn," sagde jeg ærligt. "Og jeg skal tilbage til undervisningen."
"Hils Paul, hvis du ser ham," sagde han.
"Selvfølgelig," svarede jeg. Jeg så aldrig Paul Kean igen.
Jeg ved ikke, hvad der blev af ham – men jeg kender End Play. Maxim var den eneste gang, jeg kunne bruge det i et casino. Men det spil – og mødet med Kaptajnen – satte mig på den vej, jeg stadig følger i dag.
Jeg skriver.
Jeg nyder mit liv.
Og min kone, den smukke AP, havde ret i sine forudsigelser om at jeg ville ende med at skrive en masse. Det er vidunderligt at have en klog kone, der elsker én betingelsesløst.
… og mine børn? De nærmer sig de 50. Utroligt. De vil aldrig kende nogle af de store, jeg har mødt – og lært af.
Alt det bedste – både indenfor og udenfor casinoerne!
